Ny fotoudstilling på Geomuseum Faxe

Lørdag den 31. januar kl 14 åbner Geomuseum Faxe en mindre udstilling med fotografier fra Faxe Kalkbrud. Der er gratis adgang på dagen og alle er velkomne. Udstillingen er resultatet af samarbejdet mellem Geomuseum Faxe, en gruppe lokale borgere, en billedkunstner og en naturvejleder. 

I august 2014 inviterede Geomuseum Faxe til arrangementet Naturfotografi i kalkbruddet. Her fortalte naturvejleder Sara Gelskov om kalkbruddet og dets historie. Billedkunstner Lotte Tauber Lassen stod for et oplæg om kunstfotografi som inspiration til det at fotografere i kalkbruddet, der med de hvide kridtbjerge og de turkis grønne søer taler til sanserne. Efterfølgende gik gruppen af knap 30 fremmødte rundt på egen hånd for at fotografere. Det blev en intens og fin eftermiddag, hvor der blev taget rigtig mange billeder.

Fotoudstillingen præsenterer blot et lille udsnit af fotos fra den fælles dag i august og fra deltagernes senere besøg. 13 af de fremmødte fotografer giver her deres personlige bud på landskabets foranderlighed i Faxe Kalkbrud. Det er billeder i spændet fra poesien ned i den enkelte fine detalje til det dramatiske og storladne i kalkbruddets rå former og strukturer. Motiver, der alle vidner om stedets konstante forvandlinger. Det skiftende lys, det skiftende vejr, menneskets daglige indgriben, og de tydelige spor det tegner. 

Som den danske fotograf Kirsten Klein har sagt, har hver årstid sine helt egne fotografiske motiver og hvert fotografi rummer et aspekt af øjeblikket. Der er morgenens helt særlige lys. Der er aftenlyset eller skumringens time, og der er mødet mellem lys og skygge, de tegner hinanden. Fotografiet rummer også en dobbelthed. Det viser spor af nuet men kan give en fornemmelse af noget tidløst - åbne for tanker om uendelighed, et kort strejf af evigheden.

Udstillingen kan ses på museet fra januar til og med september 2015 og er tænkt som fotoinspiration til alle museets øvrige besøgende. 

Deltagende fotografer

  • Flemming Olsen
  • Steen J. Andersen
  • Helle Westrup
  • Twenti Jensen
  • Bo Tureby
  • Agneta Noregren
  • Yasmin Svea Noregren
  • Plinia Sandholt
  • Dorthe Bang
  • Tanja Fuglø
  • Thorleif Fuglø
  • Inge Eising
  • Kaj Sparrewath

Udstillingen har modtaget tilskud fra Erhvervs- og Kulturudvalgets Kulturpulje i Faxe Kommune.