Skovens Dag afholdt på Stevns

På trods af tunge skyer mødte i søndags næsten 40 personer op til en vandretur med naturvejleder Kirsten Føns på Skovens Dag i Gjorslev Bøgeskov.

Deltagerne fik en fortælling om landskabsdannelsen i området, de historiske spor i skoven og skovens planter netop nu. Lige nu blomstrer den smukke skovmærke, og begejstringen var stor, da naturvejlederen hev en flaske med nylavet skovmærkesnaps op af rygsækken under pausen ved Møllesøen og bød på en lille en.

En del af skovgæsterne gik derefter ind på Traktørstedet Gjorslev Bøgeskov og nød en kop kaffe og et ’Skovens dag’-nøddehorn.

Naturvejlederen blev udenfor og bød gæsterne til Skovens Dag del to velkommen: Krible krable-safari i skovbunden. Naturvejlederen havde medbragt udstyr til krible krable–jagt: Lupglas, fangstnet, insektsugere m.v. Hun havde også været ude aftnen forinden og sætte fælder op til krible-krable-dyrene. 

Der blev fanget bænkebidere, biller, edderkopper, snegle og meget andet. Det hele blev sluttet af med et ’krible krable –væddeløb, og der var ikke tvivl om vinderen: Det blev løbebillen!