Forsvarets Central Radio

Bunker 18 på Stevnsfort ligger helt for sig selv. Kun de mest indviede vidste, hvad der foregik i bunkeren hver dag. Warszawapagten skulle nemlig nødigt opdage, hvilken funktion bunkeren egentlig havde.

I en lille lund et lille stykke fra Stevnsfort ligger en bunker helt for sig selv. Bunker 18 er bygget samtidig med resten af fortet og husede oprindeligt fortets radiomodtager, som var tilsluttet de store antenneanlæg rundt om fortet.

I 1974 blev fortets radiomodtager flyttet ned i det underjordiske fort, og Forsvarets Efterretningstjeneste flyttede ind i bunkeren. Her etablerede man en lyttestation, der kunne opfange radiokommunikation langt ind bag Jerntæppet mod øst. Elektronisk aflytning var blevet et vigtigt våben for både øst og vest i forsøget på at følge med i, hvad modparten foretog sig.

Ovenpå bunker 18 blev der rejst en 80 meter høj stålmast med antenner, og i terrænet blev der opstillet flere små bygninger, der rummede forskellige funktioner. Det hele blev hegnet af med sit eget hegn, og det var kun særligt godkendte, der havde adgang til området.

Bunkeren var bemandet døgnet rundt frem til 2000, men vi ved endnu ikke meget om, hvad man egentlig lavede. I dag er bunkeren ryddet og bliver brugt af Koldkrigsmuseum Stevnsforts skoletjeneste.

Læs hele historien

Andre historier fra Kalklandet