Hvad er Fiskeleret?

Fiskeleret består af fiskeskæl og et grundstof, der ellers er meget sjældent på Jordens overflade.

Fiskeleret er et sært navn til et af verdens absolut mest berømte lerlag, for selv om man godt kan finde små fiskeskæl Fiskeleret, så er de meget få og små og ikke specielt fantastiske.

Fiskeleret rummer derimod den vildeste historie om asteroider, dinosaurere og massedød, og det kunne jo have givet et helt anderledes spændende navn. Men alt det vidste geologen Johnstrup ikke noget om i 1876, da han navngav Fiskeleret.

Det særlige ved Fiskeleret er, at indeholder det sjældne grundstof iridium og at det ligger præcis på grænsen mellem Kridttiden og Tertiærtiden. Iridium er spændende, fordi det er sjældent på Jordens overflade men almindeligt i materiale fra rummet. Grænsen mellem Kridttid og Tertiærtid er spændende, fordi det var her dinosaurerne og halvdelen af alle dyrearter uddøde.

Det var en gruppe amerikanske forskere, som omkring 1980 fandt ud af, at Fiskeleret på Stevns Klint indeholder store mængder iridium, og at det stammer fra en asteroide, som ramte Jorden for 65,5 millioner år siden – lige på det tidspunkt hvor dinosaurerne uddøde.

Fundet af iridium har gjort Stevns Klint og Fiskeleret verdensberømt.

Foto: Jakob Lautrup/GEUS

Læs hele historien

Andre historier fra Kalklandet