Kystudkigshytten

For at kunne holde øje med skibstrafikken og mulige fjender var kystudkigshytten altid bemandet; året rundt og døgnet rundt. Herfra kunne genkende fremmede skibe, når de sejlede ind i Øresund og melde videre til Stevnsfort.

Warszawapagten havde under Den Kolde Krig hovedparten af sine skibe i Østersøen. I tilfælde af en krise eller som optakt til en krig skulle skibene derfor sejle gennem de danske farvande for at få adgang til verdenshavene.

I starten af 1950’erne etablerede Forsvaret i samarbejde med Farvandsvæsenet i alt 36 kystudkigshytter og kystudkigsstationer rundt om i de indre danske farvende. Kystudkigsposterne havde både militære og civile funktioner og skulle dels overvåge skibstrafikken og dels hjælpe med at lede de stadigt større skibe helskindet gennem farvandene.

Kystudkigshytten ved Stevns Fyr fungerede i perioden fra 1956 til dens lukning i 2011 som overvågningspost for al skibstrafik over en vis størrelse, der bevægede sig gennem den sydlige del af Øresund. Personalet observerede og identificerede alle skibe og gav meldinger om skibenes identitet og kurs videre som en del af den samlede danske farvandsovervågning. Kystudkigshytten var derfor bemandet i døgndrift

Skibene under Cubakrisen var bare én af de vigtige observationer fra Stevns, men efter Den Kolde Krigs ophør og med udbygningen af den elektroniske overvågning af de danske farvande, er kystudkigsstationerne og de mindre kystudkigshytter blevet lukket. I februar 2011 blev kystudkigshytten ved Stevns Fyr som den sidste fuldt bemandede kystudkigshytte nedlagt.

Galleri

Andre historier fra Kalklandet