Marmorkirkens zinkstatuer

De 18 godt tre meter høje statuer på Frederikskirken - også kendt som Marmorkirken i København - skulle oprindeligt dekoreres, som var de udført i faxekalk.

Af Helle Ålsbøl, museumsinspektør

Omtrent 100 år lå byggeriet af den ufuldendte Frederikskirke i København stille. Det skortede på finanser, og den 10 meter høje bygning lå hen som romantisk ruin og tjente som kulisse for guldalderens kunstmalerlæredrenge. Men så kom Tietgen.

Finansmanden Carl Frederik Tietgen tilførte fra 1875 store midler til kirkens færdiggørelse. Han opkøbte endda kirken og var fast besluttet på at indvie den i 1883 ved Grundtvigs 100-årsdag. Sådan gik det dog ikke. Byggeriet var nemlig en yderst bekostelig affære, selvom der fra 1875-77 kørte en rigsretssag, der anklagede regeringen for at have solgt kirkeruinen alt for billigt til Tietgen (1). Projektet var afgjort vovet og samtidens satiriske vittighedstegnere fremstillede således Tietgen til fods på vej mod kirken, og underteksten lød: Tietgen går sin ruin i møde! (2). Tietgen stod dog fast på projektet. Han fortsatte byggeriet sammen med arkitekten Ferdinand Mehldal, og bestilte således store mængder materialer hos Stenværkstederne i Faxe (3). Lederen af Stenværkstederne, Sofus Jørgensen, var Tietgens svoger, og der hersker ingen tvivl om, at handlen havde stor fordel heraf.

Da Marmorkirken blev påbegyndt i 1700-tallet, blev kirken opført af norsk marmor. Måske har materialevalget været påvirket af, at Norge ikke længere var dansk, da byggeriet fortsatte under Tietgen? I hvert fald blev Marmorkirken færdigbygget med bl.a. faxekalk. Noget tyder på, at Tietgen søgte at lancere eller "brande" faxekalk som en national byggesten. Og måske har det kunnet lappe lidt på 1800-tallets sårede nationalfølelse, at byggeriet kunne fuldendes med "dansk marmor" fra Faxe?

Leverancen til Marmorkirken satte for en stund Stenværkstederne i høje omdrejninger. Der blev ansat italienske marmoreksperter til at forestå kalkstenens bearbejdning, og kalken blev skåret og drejet - og senere storstilet anmeldt i Illustreret Tidende i året 1886. Her blev faxekalk i sandhed formidlet som et nationalt byggemateriale, der ikke lod meget tilbage at ønske. Ja, kalken blev endog imprægneret med guldopløsning, for at fremstå tættere
på den ægte vare - marmor. For kalksten er jo ikke marmor. Kalkstenen er mere porøs end marmor, idet kalken ikke har været så dybt nede i jorden og derved hverken er blevet trykket og opvarmet i samme grad som marmor.

Det er bemærkelsesværdigt, hvordan man higede efter nationale milepæle - og sammenhængen er da også tydelig. Igennem 1800-tallet havde Danmark både mistet Norges sølvminer og bjergværker, den stolte danske flåde og ikke mindst det tapre Sønderjylland. Så, hvad udad tabtes, skulle indad vindes, og her var faxekalk måske et bidrag til oprejsningen?

I 1883/84 oprettede Tietgen Faxe Kalk A/S - og selv blev han formand. Han ville dermed bl.a. sikre sig materialer til sine byggeaktiviteter - i første omgang kalk til bygningsudsmykning samt brændt kalk til mørtel. Omtrent ti år tidligere havde Tietgen nemlig også iværksat Københavns Byggeselskab, der både tog initiativ til at "byforny" det Indre Københavns fattigkvarterer og Hotel D´Angleterre.

Også Københavns brokvarterer blev udbygget med stor intensitet og mange forskellige bygherrer. Stuk var moderne. Stuk skulle dekorere vægge og lofter og skabe illusioner af klassicismens udsmykninger. Men stuk blev på sin vis også betragtet som overflade og imitation. Herman Bang skrev i 1887 en roman ved navn Stuk, hvis omdrejningspunkt var tidens hulhed og falskhed. Tietgen skal i 1888 ved den årlige generalforsamling i Faxe Kalk A/S have udspyet, at stuk-moden var med til at ødelægge markedet for kalksten, "men hvis cementgesimserne vedbliver at falde ned som hidtil, så vil den tid ikke være fjern, da nødvendigheden i at anvende hele sten i større omfang vil blive indlysende" (4). Samme år blev Stenværkstederne i Faxe lukket ned pga. manglende afsætning.

Tietgen lavede dog også imitation. Marmorkirkens balustrade, som blev udført i faxekalk skulle udsmykkes med de ovennævnte 18 statuer af apostle, helgener og kirkefædre. Disse blev udført i zink bl.a. for at holde udgifterne nede - og fordi det var moderne at støbe statuer i zink.

Statuer af zink?

I løbet af 1700-tallet var europæerne begyndt at arbejde med zink. Materialet er ikke let at udvinde, for zinken udskilles af malm som damp, der efterfølgende skal kondenseres. Ved støbning bliver zinken sprød og revner let, hvilket gør materialet uegnet hertil. I 1830´erne fandt man på en ny metode til at støbe zink. Man ønskede både at opnå flere fine detaljer end stenhuggeri kunne give og også at spare de store omkostninger ved bronzestøberi. Zinken kan nemlig holde sig intakt, hvis den støbes i mindre stykker, som derefter loddes sammen. Det næste problem var så zinkens kedelige grå farve, men det kunne man male sig ud af, præcis som man marmorerede og ådrede simpelt træ for at få overflader til ligne eksempelvis marmor eller ædle træsorter.

Zinkstatuerne til Marmorkirken skulle altså imitere faxekalk. De blev oprindeligt malet hvid-gule, og stod på sokler beklædt med ægte faxekalk. Statuerne kom hver til at bestå af mere end 200 sammenloddede dele, som indvendigt holdtes sammen af et jernstativ. Bag udformningen af statuerne stod 10 af landets førende billedhuggere og selve støbningen foregik på intet mindre end fire forskellige københavnske støberier - det var en stor ordre.
De 18 statuer blev sat op i midten af 1880´erne og hele Marmorkirken blev indviet i 1894.

Det viste sig dog, at man havde valgt en maling der hurtigt skallede af, og derfor har statuerne i praksis stået ubemalet og direkte udsatte for vind og vejr. Ifølge Nationalmuseets Bevaringsafdeling blev statuernes indvendige jernstativer forstærket i 1930´erne. De nuværende og omfattende restaureringsarbejder påbegyndtes i 2002, fordi en af statuerne blev beskadiget i decemberstormen i 1999. Balustraden og soklerne blev samtidig undersøgt for revner, og Faxe Kalk A/S åbnede velvilligt sine gamle stenbrud for en produktion af bygningsegnet faxemarmor.

I øjeblikket arbejdes der ihærdigt på at færdiggøre restaureringen. Den maling, der benyttes i dag, er specielt udviklet til forzinkede stålbroer og lignende, og den skulle dermed give en bedre langtidsbeskyttelse af zink.
Nationalmuseets Bevaringsafdeling har nu valgt at give det næstinderste lag maling en stærk grøn farve, så det tydeligt fremgår, hvornår der igen bliver brug for at imitere faxekalk.

1 S. 408. Stormogulen. O. Lange
2 Punch 1882
3 S. 62. Tietgens Bygningsindustrielle Kompleks. T.N.T. Clausen. Upubl.
4 S. 44. Faxe Kalkbrud. Et tilbageblik over selskabets virksomhed gennem 50 år. 1884-1934.

Litteratur

  • Nationalmuseets Arbejdsmark 2006, Nordeuropas største zinkskulpturgruppe, T. Holst.
  • Faxe Kalkbrud, Et tilbageblik over selskabets virksomhed gennem 50 år, 1884-1934.
  • Illustreret Tidende, Årgang 27, nr. 25. 1886.
  • Tietgens Bygningsindustrielle kompleks, upubl. Kandidatafhandling. T.N.T. Clausen, 2006.
  • Stormogulen. Ole Lange, 2006.