Kridtstens- og kalkstenshuse

Kridtstenshuse på Stevns og kalkstenshuse omkring Faxe ligner ikke hinanden, men er tit blevet forvekslet.

Stevns Klint og Faxe Kalkbrud har gennem mange århundreder leveret byggematerialer til kridtstenshusene på Stevns og kalkstenshusene på Faxeegnen. De to bygningstyper ligner ikke hinanden og deres byggetekniske historie er meget forskellig. Alligevel er de ofte blevet forvekslet.

Kalken på Stevns og i Faxe udgør en værdifuld ressource, som i dag udnyttes intensivt til en bred vifte af formål. Men udnyttelsen af denne ressource er ikke af ny dato. Lige siden middelalderen er "limstenen" blevet brudt til bygningsmaterialer, der har sat deres præg på landsdelens arkitektur og byggeskik. Herom vidner ikke mindst de mange romanske kirker spredt rundt over store dele af Sjælland bygget helt eller delvist af limsten, men limstenene har gennem tiden også fundet anvendelse i utallige andre bygninger i by og på land. Bygningsmaterialer af limsten er blevet produceret fra Stevns Klint og Faxe helt frem til det 20. århundrede, men til trods for den beskedne afstand mellem de to lokaliteter og trods stor lighed mellem deres geologi, ligner husene fra Faxe og Stevns ikke hinanden, og deres bygningstekniske historie er også meget forskellig.

Limsten, kridtsten og kalksten

Limsten har i folkemunde været den fælles betegnelse for kalksten fra både Stevns Klint og Faxe. Geologisk set kan man i Stevns Klint skelne mellem det bygningsteknisk alt for bløde skrivekridt, som man ser det nederst i klinten, og den hårdere bryozokalk, som findes øverst i klinten. Bryozokalken, der er velegnet til bygningssten, findes også i Faxe, men her optræder den sammen med den endnu hårdere koralkalk. Såvel bryozokalk som koralkalk blev dannet på bunden af et hav, der dækkede området for ca. 63 millioner år siden. Kulturhistorisk skelnes der helt anderledes mellem kridtsten og kalksten. Bygningsstenene fra Faxe Kalkbrud blev tidligere kaldt for kimmersten, men senere blot kalksten. Bygningsstenene fra Stevns kaldes derimod for kridtsten, selvom de altså ikke brydes i skrivekridtet men i bryozokalken, og selvom nogle af dem er af nøjagtig samme materiale som kalkstenene fra Faxe.

 

Præstegården i Store Heddinge, opført 1750 i kridtstensgrundmur. Også byens rytterskole var opført i grundmuret kridtsten. Alle øvrige huse i den lille købstad var i bindingsværk. Både præstegården og rytterskolen eksisterer stadig i dag.

Stenbrydning ved klint og i brud

Vilkårene for brydning har været meget forskellige på Stevns og i Faxe. Den stejle klint på Stevns har givet et naturligt brud med direkte adgang til råstofferne og mulighed for at transportere dem væk med skib, som var det foretrukne transportmiddel indtil slutningen af 1800-tallet. På Faxe Banke lå kalken ikke på samme måde frit tilgængeligt. Den måtte møjsommeligt brydes oppefra og ned i gruber, og det endda på områder, der indgik i Faxe og Stubberups almindelige landbrugsdrift. Også transporten var besværligere, for stenene måtte køres flere kilometer over land, før de kunne læsses på skibe ved Faxe Strand. Brydningen fik derfor slet ikke samme omfang som ved Stevns Klint de første mange århundreder.

Bygningsstenene

De forskellige brydningsvilkår har haft stor indflydelse på, hvordan stenene blev tilvirket. Ved Stevns Klint blev kridtstenene indtil midten af 1800-tallet savet ud af de blokke, der hvert år faldt ned på stranden ved klinteskred. Den stigende efterspørgsel efter 1850 betød, at man begyndte at save og brække store blokke fri af selve klinten for derefter at save dem ud i rektangulære, byggevenlige kvadrer. Kridtstenenes størrelse varierede gennem tiden, men fra begyndelsen af 1860'erne lå størrelsen fast på 4½" x 8" x 16" (ca. 12 x 21 x 42 cm). Kalkstenene fra Faxe blev sprængt fri i uregelmæssige blokke. Tildannelsen til byggesten bestod blot i at flække blokkene eller save dem til, så de fik en nogenlunde jævn forside.

Dansk byggeskik

To byggeteknikker har domineret i dansk husbyggeri siden middelalderen: Bygning med vægge helt i murværk på fast fundament - kaldet grundmur, og bygninger med et bærende skelet i tømmer hvor felterne mellem tømmerstykkerne, kaldet tavl, blev fyldt ud med ler klinet op på fletværk eller blev muret op med mursten eller andre sten - det såkaldte bindingsværk. Kridtsten og kalksten har været brugt i begge typer.

Kridtsten og kalksten i grundmur

Opmuringen med de rektangulære kridtsten i grundmurede bygninger afveg ikke væsentligt fra teknikken i teglstensbyggeri blot var stenene større, og murene fik derfor en tykkelse på godt 40 cm. Man kunne også vælge at gennemsave stenene på langs og bruge dem til bygning af en isolerende dobbeltmur. De uregelmæssige byggesten fra Faxe må derimod have stillet større krav til byggemesterens kunnen. Disse kalkstensbygninger blev altid
muret op som massive mure i en tykkelse på 40-50 cm. Kalkstensmure kan ved første øjekast ligne kampestensmure, men kalkstenene afslører sig ved deres grå og gullige farver.

BG-Bank i Faxe. Bygningen er opført som postgård i kalkstensgrundmur af lensgreve F.G.J. Moltke i 1871. Rundt om Kirketorvet i Faxe lå flere kalkstensbygninger, bl.a. kroen med købmandshandel.

Kridtsten og kalksten i bindingsværk

Når kridtsten skulle bruges til udmuring af tavlene i bindingsværkshuse, var det nødvendigt at bruge de gennemsavede "halve sten" for at tilpasse murværket til tømmerkonstruktionens bredde. Mange bønder og husmænd vendte blot de hele sten på højkant for at få arbejdet hurtigt fra hånden, men håndværksmæssigt var det helt forkert, fordi stenens naturlige vandrette lagdeling kom til at stå lodret i muren. Det kunne i forbindelse med fugt og frost medføre, at halvdelen af stenen faldt ud af muren.

I kalkstenbindingsværk blev de uregelmæssige bygningssten muret op i tavlene med ler eller kalkmørtel. Det har krævet håndelag, og måske har det været nødvendigt at bekoste en murer til arbejdet.

Kridtstenbyggeriets historie

Kridtsten fra Stevns spillede en stor rolle i kirke- og stormandsbyggeri i 1100- og 1200-tallet. Langs kysten nord og syd for Stevns findes der over 40 kirker bygget i kridtsten, men efterhånden vandt teglstenene frem, og kridtsten blev i de efterfølgende århundreder næsten udelukkende brugt lokalt med Gjorslevs hovedbygning fra ca. 1400 som det mest storslåede eksempel.

Vi ved ikke, om der har været en lang ubrudt tradition for brug af kridtsten i Store Heddinge, men brandtaksationer fra 1760'erne afslører, at man i hvert fald på det tidspunkt brugte kridtsten i bindingsværket. Byens to eneste grundmurede ejendomme, præstegården og rytterskolen, var også opført i kridtsten.

I de stevnske landsbyer havde man allerede før 1700 bygget skorstene i kridtsten, men i bygningernes bindingsværk blev der som på resten af Sjælland brugt lerklinede tavl. Bøndernes traditionsbundethed har været en væsentlig årsag, men det har sikkert også haft betydning, at leret var let tilgængeligt på Stevns og dertil gratis, mens kridtstenene skulle købes af klintens ejer, Gjorslev Gods. I løbet af de første årtier af 1800-tallet vandt kridtstenene nu alligevel indpas i bindingsværksbygningerne, først i landsbyerne langs klinten, derefter bredte den nye byggeskik sig længere ind på Stevns.

 

Fiskerhuset ved Højeruplund. Huset lå oprindelig i Højerup, men blev flyttet til kirkekæret ved Højerup gl. Kirke i 1945. Huset er opført i bindingsværk udfyldt med kridtsten. Enkelte tavl er dog med lerklining.

I anden halvdel af 1800-tallet kom der for alvor gang i byggeriet med kridtstensgrundmur på Stevns. I Store Heddinge blev der især opført mange erhvervsbygninger i kridtsten, fx Richters pakhuse ved købmandsgården i Algade og i Jernbanegade og Stevns Bryggeri fra 1873 i Vestergade. Gode landbrugskonjunkturer og det stigende antal selvejere efter 1850 betød, at grundmurede kridtstenbygninger også holdt deres indtog i de stevnske bøndergårde.

Omkring 1900 blev det finere at bygge med tegl end med kridtsten. Til de mere ydmyge bygninger fik kridtstenen samtidig skarp prismæssig konkurrence fra cementstenen. Endnu i 1920'erne og -30'erne blev der bygget en del stalde og udlænger i kridtsten i klintebyerne, men med indførelsen af de lette gasbetonsten, der for øvrigt havde de samme dimensioner som kridtstenene, var det helt slut med nybyggeri i kridtsten.

Kalkstensbyggeriets historie

Ligesom kridtstenen fra Stevns blev kalkstenen fra Faxe anvendt i det 12. århundredes kirkebyggeri, men slet ikke i samme omfang, og på et tidspunkt gled de helt ud som bygningssten. I hvert fald fra 1600-tallet blev kalksten til gengæld anvendt til fremstilling af en mørtel, der var af meget høj kvalitet.

I anden halvdel af 1700-tallet fik lensgreve A.G. Moltke på Bregentved øje for kalkstenens anvendelsesmuligheder som bygningssten. I 1767 opførte han grundmurede kalkstenslænger på Tryggevælde, og på Juellinge påbegyndte han i 1782 en ny forpagterbolig i bindingsværk med kalksten.

Samme år besluttede lensgreven, at grevskabets bønder fremover kunne få tildelt gratis kalksten til bindingsværksvæggene i nye stuehuse. Indførelsen af det nye byggemateriale blandt bønderne gik imidlertid - ligesom på Stevns - særdeles trægt. Ganske vist var kalkstenene gratis, men bønderne skulle selv hente dem ved kalkbruddet, hvilket krævede adskillige ture med vogn. Sammen med bøndernes traditionsbundethed betød det, at det lerklinede bindingsværk endnu i 1820 var altdominerende på Faxeegnen.

 

Bindingsværk med kalksten i tavlene i udlænge på gård på Atterupvej, Hejede Gårde. Her er anvendt små kalksten, men andre steder ses også større sten i bindingsværkbygningerne. Udlængerne er ikke længere i brug og står foran nedrivning.

Først i anden halvdel af 1800-tallet blev det almindeligt udbredt blandt bønderne tættest på kalkbruddet at bruge kalkstenene i bindingsværksbygninger.

Langsomt blev grundmurede kalkstensbygninger stadig mere almindelige efter 1800, i første omgang blandt den del af lokalbefolkningen, som ikke tilhørte bondestanden. I 1806 fik Faxe en ny kro i kalksten og to år senere blev Orup Møllegård opført i samme materiale. Langt de fleste af de grundmurede kalkstensbygninger, vi i dag kender til, stammer dog fra anden halvdel af 1800-tallet, hvor også bønderne begyndte at bruge kalksten. Efter 1900 blev der kun opført få kalkstensbygninger, og efter 1950 blev der ikke længere brudt bygningssten i Faxe Kalkbrud.
Helle Schummel

  • Med økonomisk støtte fra Kulturministeriet og EU har Østsjællands Museum hen over sommeren 2003 foretaget en registrering af kalkstensbygninger på Faxeegnen.
  • Både eksisterende bygninger og bygninger, der kun kendes fra arkivmateriale, er lagt ind i en database, der efter den endelige afslutning af projektet er tilgængelig her på museets hjemmeside.
  • Databasen rummer ca. 400 bygninger, heraf 166 stadig eksisterende. Der er fundet kalkstensbyggeri fra Konradsfeld i Bråby Sogn mod vest til Mariehøj i Frøslev Sogn mod øst. Den nordligste forekomst er registreret i Turebylille og den sydligste på Fedgården.
  • Etnolog mag.art. Margit Baad Pedersen var leder på projektet.